lørdag den 14. marts 2020

Det' en pandemi!

COROOONAAA! COROONAA! CORONA, BLEV DER SAGT!

Ak ja, Covid-19 er over os og hele verden med for den sags skyld. Konsekvenserne er på nuværende tidspunkt uoverskuelige og der hersker stadig en diskussion om, hvorvidt det bare er det rene hysteri. Det er det muligvis. Men alternativet er at lade virussen hærge som pesten f.eks. gjorde det i middelalderen, og dermed lade det være op til 'survival of the fittest'. Så får vi selvfølgelig reduceret gevaldigt i "ældrebyrden", men helt ærligt; er det ikke nærmest en nazistisk tankegang at tænke sådan? Og hvis vi alligevel er så ligeglade med de "svage", hvorfor har vi så overhovedet et velfærdssamfund, hvor vi f.eks. også kurerer kræftsyge osv?
Det er egentlig ikke mig selv, jeg er nervøs for. Jeg skal nok overleve - og hvis ikke, så er det også helt okay med mig. Så får jeg da fred. Men det er så nemt at være kålhøgen, når man ikke selv er i risikogruppen. Det er dog altså rigtige mennesker, vi taler om. Derfor ejer jeg også så megen empati og ansvarsfølelse overfor andre mennesker, at det står mig soleklart at blive hjemme og se tiden an.
Jeg forstår godt at det er træls, fordi det her griber ind i hverdagens glæder og trivialiteter. Men hvis nu de fleste danskere havde tænkt som jeg i stedet for at råbe "hysteri" og rejse direkte ned til virussens europæiske epicenter, ja så havde vi slet ikke stået i landets nuværende krise-situation. Men det var åbenbart magtpåliggende for mange danskere at rejse derned, således at vi kunne få virussen til Danmark med expresfart. Nu har vi så katastrofen, som vi kun har set toppen af isbjerget på. En skiferie til få tusinde kroner per næse, kommer nu til at koste samfundet og erhvervslivet milliarder af kroner på kryds og tværs - var det virkelig det værd? Ja, jeg synes jeg i hvert fald ikke. Jeg synes tværtimod, at de selvsamme mange danskere burde have udvist samfundssind allerede dengang.
Regeringen burde have forbudt rejser til hhv. Østrig og Norditalien samt scannet alle indrejsende i lufthavnen. Så kunne vi have holdt denne her pandemi i udstrakt arm uden at lukke Danmark ned. Men Regeringen havde tiltro til mine dumme medborgere, og det var en stor fejl. For mine dumme medborgere opførte sig som de rene egoister, fordi de jo "havde et godt helbred og dermed ikke var i risikozonen". Nu bliver det så bare spændende at se, om de også har en god økonomi? For det her kommer til at ramme hele landet på enten den ene eller anden led. Firmaer må lukke eller fyre ansatte og de offentlige midler til velfærdssamfundet og grøn omstilling vil forsvinde, fordi de i stedet skal pumpes ud i hjælpepakker til erhvervslivet. Det kan ende med at skatten i sidste ende må stige for at få det hele til at hænge bare lidt sammen. Ja, listen af konsekvenser er alen lang, og det er kun begyndelsen! Det er selvfølgelig sat helt på spidsen. Men for mig at se, så er sammenhængen mellem det hastigt nedlukkede Danmark og skirejserne sydpå meget tydelig.

Men vi danskere har jo ikke skabt Covid-19, tænker du måske. Nej, det har kineserne, og for den sags skyld, så kunne jeg godt mistænke Kina for igennem forskningscenteret for Smitsomme Sygdomme (som ligger i Wuhan) at have spredt virussen med vilje. For menneskeliv betyder intet ovre i store Kina.  Men hvem ved. Jeg kender ikke svaret, men jeg tager dog det her alvorligt, da jeg ikke har travlt med at udfordre skæbnen. Jeg har heller ikke travlt med at hamstre medicin, dåsemad og toiletpapir. Jeg er faktisk mildest talt målløs over flere danskeres opførsel og argumentation for at være ligeglade med alle andre end dem selv. Det er hovedrystende, hvor mange tosser der er til samt at det faktisk også er dem, som jeg deler den her "båd" med. Det har faktisk resulteret i, at jeg er hoppet af Fjæsen. Jeg orker simplethen ikke alle de vanvittige menneskers adfærd og holdninger i mit liv. Dog er jeg nogle gange nødt til lige at vende tilbage for en kort stund, så jeg kan være opdateret om netværket. Men det føles vitterlig som at røre ved en varm kogeplade. Facebook er nederen!

Jeg har i noget tid heller ikke haft ligeså meget overskud til at få mine tanker griflet ned. Men eftersom at jeg nu er sendt hjem - ligesom så mange andre danskere - så har jeg jo tiden til det.
Jeg har også planer om at få ryddet op i alle de ting, som jeg ikke orker til hverdag. Mest fordi de ting er et større projekt, end hvad der lige tager en enkelt eftermiddag. Men det skal nok blive godt.
Egenlig ville jeg også gerne i gang med mine planter og på den måde byde foråret velkommen. Men foråret lader desværre lidt vente på sig. Så det bliver der vist ikke så meget af endnu. Men så kan jeg jo med god samvittighed fordrive tiden med Netflix og gaming. Ja listen er faktisk lang over, hvad jeg kunne give mig til, men det vil jeg ikke kede jer med.

Noget jeg dog ikke skal deltage i lige pt er kulturelle arrangementer eller Lagerfabrikkens forårsfest. Det havde jeg ellers glædet mig sådan til. Men sådan må det jo være i disse tider. Selv Dronningen har måttet aflyse sin fødselsdag. Det var ikke sket i Fernandos tid.

Pas nu på jer selv - og lad nu ikke dumheden løbe af med jer! Vi ses på den anden side ;o)

søndag den 5. januar 2020

Endnu en podcast

Jeg har æren af at deltage i endnu en podcast, og denne gang i mere professionelt regi. Jeg er nemlig blevet vært på den del af APPETIZE PODCAST, som skal indeholde interview med kendte kunstnere. Første afsnit er allerede ude, og handler om hvordan det er at være anmelder samt at interviewe de kendte. Jeg kunne sagtens have fortalt meget mere, men der er et timelimit på udsendelserne.

Lyt eller se med her!

fredag den 6. december 2019

Nummer 150

Silkeborg, 2007.
København, 2019.
Jeg startede med at blogge tilbage i efteråret 2007, hvor jeg boede i Silkeborg og til tider følte mig lidt ensom. Jeg var flyttet dertil med min daværende kæreste pga hans arbejde. Men han begravede sig efterfølgende kun i sit arbejde, og vi gled mere og mere fra hinanden. Det viste sig, at han havde nogle personlige issues, som kom op til overfladen, da han flyttede hjemmefra, og dem var jeg så åbenbart lidt i vejen for at han kunne håndtere. Så han endte med en dag at smide mig ud på gaden uden videre, for at han selv kunne komme videre. Så der stod jeg så med mine flyttekasser hjemme på forældrenes adresse og måtte starte forfra. Men det er jo bare en del af fortiden nu, og jeg har blogget om stort og småt sidenhen. De sociale medier har også vokset sig gigantiske siden dengang, og internettet er blevet et sted, hvor man skal tænke sig mere om end man gjorde dengang tilbage i 2007.
Dengang skrev jeg i ét af mine første indlæg for eksempel om, at jeg syntes det var skæmmende med den voksende vold osv. Siden har jeg jo så haft 10 års jubilæum, og min frisure har ændret sig lidt. Et par rynker er nok også kommet til hist og her, men jeg er åbenbart stadig glad for iklæde mig en rød bluse.

Nu skriver vi så snart 2020, og det glæder jeg mig personligt til af flere årsager, som jeg desværre ikke vil afsløre her. Måske senere. For der er masser af spændende projekter i støbeskeen.
Jeg vil i al fald prøve at få udgivet lidt flere indlæg her på bloggen, når jeg har noget på hjerte - og ellers må I efterspørge det ;)


fredag den 15. november 2019

#TeamGreta

Alle ved efterhånden, hvem Greta Thunberg er. Alle har efterhånden også en mening om hende.
Man er oftest enten for eller imod hende. Personligt var jeg i starten sådan lidt midt imellem, men lod mig så efterhånden farve af andres holdning til hende. Nok mest fordi jeg egentlig ikke rigtigt gad at sætte mig ind i, hvad der foregik. Det var jo bare en eller anden ung svensk pige ved navn Greta, som råbte op i medierne. Det ville sikkert hurtigt gå over. Men det gjorde det ikke.

For pludselig en dag i september sad Greta i en magenta-farvet tunika til UN Climate Action Summit 2019 i New York, og udtrykte sin frustration over de mange politikkere, som i alt for mange år har hyldet forbrugsfestens kapitalisme i stedet for at tage ansvar for vor klodes vej mod sin egen undergang.
Derefter kan det nok være at flere voksne fik kaffen galt i halsen og tordnede over dette hersens "pigebarn" ud i mediedomstolens spytbakke. For hvad pokker bildte hun sig egentlig ind sådan at ødelægge den gode stemning og kræve handling og ansvar af de voksne? Hvad vidste hun egentlig om noget, og hvordan kunne hun overhovedet tillade sig at kritisere, når nu hun ikke selv stod med den perfekte løsning i hånden. Og nå ja, så var hun jo faktisk "kun" et barn og tilmed et barn med en diagnose - hvilket jo gør at man per automatik åbenbart er frataget både ytringsfrihed og hjerne. Ja, det var pludselig også synd for hende, og en skam at hendes forældre lod hende udstille sig sådan på den måde.

Men det var faktisk netop lige dér, at jeg meldte mig på #TeamGreta!
For når så mange "voksne mennesker" kunne råbe så højt op og lukke øjnene for sund fornuft vedrørende vores Moder Jord, så måtte Greta jo have fat i noget af det rigtige. (Og at Trump meldte sig ind i modstanden mod hende gjorde mig kun endnu mere sikker.) Jeg æder på ingen måde alt, hvad Greta siger, råt. Men jeg er faktisk bedøvende ligeglad med om hun så laver sin næste tv-optræden om til et dragshow med hunde-kor, bastskørt og piratfisk. For essensen i selve budskabet er og bliver det vigtigste! Og så længe at dét kan få såkaldte "voksne mennesker" til at mobbe og verdensledere til at ryste i bukserne, så tror jeg vitterlig bare, at hun skal blive ved.

Kort sagt; jeg er bedøvende ligeglad med, hvor meget spin der er puttet ind i "Greta-maskinen", og hvor mange mennesker der står i kulissen og hjælper hende. Det vil jeg faktisk skide et flot stykke, for hovedsagen er at Greta har ret! Vi har allesammen et ansvar, som vi i alt for mange år har negligeret og nu kan det kun gå for langsomt med at vende skuden. Bevares, jeg kan da helt personligt være ligeglad og bare nyde at temperaturen stiger år for år. For jeg er jo død og borte for længst, når jorden en dag bukker under. Men hvad med mine børn og deres børn og alle fremtidige generationer? Kan vi virkelig være bekendt at efterlade dem en så ødelagt jordklode?
Om et par hundrede år så vil vi blive husket som dén generation af mennesker, der var med til at ødelægge hele jordkloden allermest med vores miljøforurening og masseødelæggelsesvåben. Ingen i mands minde har været mere udslettende for vor Moder Jord. Ja vi burde faktisk udrydde os selv - men det kan selvfølgelig også være at vi gør med alle de tosser der sidder ved magten og knappen til masseødelæggelsesvåben. Det er nogle gange svært at fatte, at vi er så intelligente og alligevel så dumme.

Jeg er hverken fanatisk eller miljøaktivist. Men jeg forsøger dog heller ikke at vinde titlen som årets mest bad-ass miljøsvin. Medierne skriver om at børn føler angst, når vi taler klimakrise. But guess what; det gjorde jeg altså også, da jeg i tredje klasse hørte om det. Dengang følte jeg, at vi da måtte gøre noget! Men jeg følte mig også ret hurtigt magtesløs og overladt til at følge strømmen og acceptere verdens skæbne - fordi ingen åbenbart sådan rigtigt gad at bekymre sig om den. Indtil nu tilsyneladende... Så derfor er jeg glad for at Greta gider at tage én for holdet og stille sig op og råbe i skudlinien, når nu jeg hverken selv turde eller gad at vie min ungdom til det. Og Greta skal bare blive ved med at råbe op og ødelægge den dårlige stemning som en irriterende flue. For på den måde holder hun os til ilden, som man siger. Hvis hun stopper nu, så vender alt bare tilbage til det gamle, fordi det jo er den nemmeste og mest behagelige løsning lige her og nu.
Men hvis vi virkelig vil have klimaløsninger, så ved vi jo alle også godt, hvor vi kan begynde at hente information henne - nemlig hos forskerne og eksperterne, som har forsøgt at råbe os op i årevis! (Hvilket Greta desuden også så ofte påpeger i sine taler.)
Der er mange tiltag, som vi kan deltage i, og jeg prøver i al fald ikke bevidst at svine ved f.eks. bare at smide mit affald hvor som helst, eller smide brugbare ting ud for blot at kunne købe nogle nye. Men det er helt klart en opgave for hele verden, som vi alle skal løfte i flok. Og der kan jeg da sagtens mærke harmen, når andre lande og verdensdele bare fortsætter svinefesten ufortrødent. Så kan man godt føle sig lidt som en idiot. Tingene skal jo også give mening. Men vi skal uden tvivl i den retning!

Selvfølgelig har det her mediecirkus en psykisk effekt på Greta. Hun er jo trods alt bare et menneske! Men netop derfor er det altså også så tankevækkende, at hendes kritikkere hellere vil bruge deres krudt og tid på at sable hende ned i stedet for at kigge hen imod løsninger på selve problemet. Jeg har heller ikke selv løsningen på dette store verdensproblem. Men første skridt er da i al fald at anerkende problemet i stedet for at hakke ned på dem, som beder én om at tage ansvar. Og derfor er jeg som sagt på #TeamGreta.

torsdag den 12. september 2019

Lidt hurtige griflerier

Der er sket en del siden jeg bloggede her på siden sidst. Flere indlæg ligger faktisk og venter på at blive færdiggjort. Men de må lige vente lidt endnu. For nu grifler jeg bare lige hurtigt det her indlæg sammen, så jeg kan få blogget om et par ting, som jeg har lyst til at fortælle jer lidt om.

For udover jeg går rundt og overvejer, om jeg er typen der kunne have et vinkøleskab stående inde på kontoret? Eller om jeg skulle skrive en bog om livet i tyverne? Eller om jeg rent faktisk går rundt og bliver lidt for trivelig*, så har jeg faktisk netop lige set tv-serien 'Undskyld, Norge' færdig. Det er en genial mockumentary med Casper Christensen i hovedrollen, som leverer Casper fra 'Klovn' for fuld udblæsning med det vildeste plot, der bare stikker mere og mere af for hvert afsnit. Jeg så de otte afsnit på blot to aftner, og det var både for meget og for fedt på én gang! Det bliver nemlig mere og mere tåkrummende for hvert afsnit, og er ligeså spækket med sjove replikker og indfald som i 'Klovn'. Så til alle 'Klovn'-fans vil jeg klart anbefale denne serie, som kan ses på TV3 og Viaplay.

Men inden jeg begyndte på 'Undskyld, Norge', så jeg begge sæsoner af true crime-serien 'Mindhunter' færdig. En helt anden boldgade, men stadig en tv-serie, som greb mig uden lige. Jeg var simpelthen nødt til at se et par afsnit hver aften. Jeg syntes egentlig, at den var lidt svær at komme i gang med. Men da først jeg havde set et par afsnit var jeg hooked. Serien handler om, hvordan FBI begyndte at lave gerningsmandsprofilering baseret på at tale med og studere amerikanske seriemordere inde i fængslet. Jeg håber at der også kommer en sæson 3, men det bliver allertidligst om et år, hvis overhovedet.

For et par uger siden var jeg med APPETIZE til 'Vi Elsker 90'erne', hvilket var en virkelig fed oplevelse! Ikke mindst fordi vi kunne stå i pressegraven på første række og se det hele i forbindelse med at vi skulle optage redaktionelt materiale dernede fra. Folk blev også mere fulde og overgearede som aftenen skred frem, hvilket resulterede i at nogle begyndte at gribe ud efter én, når man gik forbi med kameraet. Men der var vagterne virkelig på dupperne, når det gjaldt, og det var således en helt tryg oplevelse.
Selvom jeg normalt er backstage til andre events, så var denne gang alligevel lidt speciel. For der var lidt mere diva og drama end jeg normalt lige er vant til - men jeg nævner ingen navne.
Men hold nu op hvor var det en varm dag! Det var kalenderårets sidste officielle sommerdag, men det lader det beklageligvis også til at vejret mener. Lidt æv... for jeg håber faktisk stadig på at kunne få et par lune sensommerdage udenfor med en god bog under tæppet.

*Og apropos det 'trivelige', så åd Levemanden og jeg en halv Othello lagkage hver på en søndag eftermiddag. Og vi skammede os... kun lidt. For den smagte virkelig godt!

APPETIZE-video fra 'Vi Elsker 90'erne' 2019.

tirsdag den 9. juli 2019

Syg festival

Foto af: Oliver Dalsgaard Kristensen
Endnu en Nibe Festival er overstået for mit vedkommende. Men jeg skal ærligt indrømme at denne festival har været den hårdeste omgang at komme igennem hidtil. Ikke alene var vi udfordret med hensyn til vejret, men også på lyd, kapacitet, teknikalitet og helbred. Vi nåede nogenlunde i mål med de store ting - så godt vi kunne - hvilket jeg også er ganske okay med (taget alle udfordringerne i betragtning). Men det er virkelig ret frustrerende, når måneders forberedelse og planlægning ikke spiller max og tingene hele tiden ender i dobbeltarbejde. Det lærer vi selvfølgelig af og tager til efterretning, men alligevel.
Jeg var seriøst ved at opgive flere gange undervejs, og særligt da feber og sygdom efter flere dage med intens kulde slog rigtigt igennem min krop fredag morgen. Der var det bare overhovedet ikke sjovt at være på festival, og jeg kæmpede mig vitterlig igennem med al det overskud, som jeg på nogen som helst måde kunne mønstre. Det var som sagt virkelig en prøvelse og op ad bakke næsten hele vejen.

Lørdag pissede det igen ned med regn i løbet af eftermiddagen, men holdte så heldigvis tørvejr til aften, hvor solen endda tittede frem. Jeg kørte stadig på te, Echinaforce-dråber og smertestillende om lørdagen, men da feberen forsvandt tillod jeg mig at nyde den sidste festivalsaften som en glad festivals gæst. Én ting, som ikke havde været muligt tidligere. Både fordi arbejdsbyrden var for stor i år, og fordi jeg valgte at gå tidligt i seng hver dag for at pleje min sygdomsramte krop, så den havde bare en smule at give af dagen efter.

Alt var selvfølgelig ikke kun ren jammerdal fra morgen til aften. For jeg mødte OG genså også en masse skønne skønne mennesker, som er dem der står skarpest i erindring lige nu. Det blev ganske vist ikke til så mange interviews som ønsket, da de fleste artister havde halsende travlt. Men jeg var dog heldig at få et par stykker i kassen, som f.eks. Dodo and the Dodos, MLTR og Christopher. Det var alle nogle søde og sjove mennesker, som gjorde at jeg stadig holdte gejsten oppe, når alt så mest gråt og trist ud.
Men de har dog ikke hele æren, for intet slår mit Crew fra Lagerfabrikken, som jeg også nåede en bette vagt sammen med. Det er nogle dedikerede og elskelige mennesker, som brænder for de samme ting som mig, og som ved hvordan det er, når alt kokser og man så alligevel formår at præstere i fællesskab. Det er det, der er så smukt ved det. Så da jeg havde fri omkring ved en 20-tiden lørdag aften, gik jeg på Den Lille Fede sammen med nogle af dem og fik en god og varm kop Irish Coffee. Derefter fortsatte vi tilbage til Lagerfabrikken for at tage det sædvanelige 'familiefoto' klokken 22.00. Der var humøret rigtig højt for nu var vi i mål både på lager, festival og APPETIZE.

Klokken 22.30 spillede Nik & Jay på den Store Scene på Hestepladsen, og der lagde der sig endelig en fredfyldt tilfredshed over mit sind. Lige dér gik alt pludselig op i en højere enhed igen, og alt det trælse dobbeltarbejde, forvirring og kolde vejr var nu en saga blot. Dér genvandt jeg ligesom atter troen på, hvorfor jeg egentlig gør det her samt følte en samhørighed med mit Crew og hele festivalspladsen. Jeg endte dog ikke helt i Crewpitten efterfølgende som planlagt... for pludselig var jeg inviteret til afterparty i musikernes backstage-område sammen med Benal's management og Suspekt-drengene. De havde deres egne vinglas med rundt, som jeg også fik lov at benytte - "for vin smager sq bare bedre i rigtige vinglas", som Emil Simonsen udtrykte det. Og det har han jo så enestående ret i!

Søndagen foregik i sengen med masser af søvn og Simpsons. Sygdomshelvedet var langt om længe på retur, og kroppen tog med kyshånd imod den genopladning, som jeg tilbød den i form af hvile, mad, vand og mental afslapning...sådan da. For søndag post-festival er ikke kun lig med lutter afslapning. Der er stadig en masse redaktionelt materiale, der lige skal produceres fra gårsdagens festival. Men vi er som sagt nået i mål, og det er dejligt at kunne sætte det i perspektiv nu. 

mandag den 22. april 2019

Små hverdagsbekendelser

Fra photoshot til tidligere klumme.
Nogle gange kan jeg godt spørge mig selv efter, om der egentlig overhovedet er nogen, som læser med? Og hvem ved, måske er svaret, at det gør ingen... Men så alligevel er der nogen, og hovedårsagen er jo også at jeg skriver for min egen skyld og fordi jeg har lyst. Det har i flere år hjulpet mig igennem kriser og været en måde at forholde sig til stort og småt på.
Men jeg håber da lidt, at dem der loyalt har læst med også har fået noget ud af det - hvad det så end er. Men sådan har man det nok altid - det der med at man gerne vil gøre noget, som på en eller anden måde giver mening.

Ud over at jeg for tiden har 'Made In Heaven' med Queen på hjernen, så er jeg også begyndt at lytte til podcasten 'Mørkeland'. Det er ikke just for de ekstremt sarte sjæle, men det er dog voldsomt fascinerende at høre om disse true crime historier. Min trivia viden om mordhistorier er således  eksploderet i de seneste par måneder, og jeg har indimellem taget mig selv i lige at måtte gå hen og dobbelttjekke at min dør nu rent faktisk også var låst. Jeg har derfor pålagt mig selv kun at høre det i små doser ;o)
Det var særligt efter presseturen, at jeg indførte dette. For det var, mens jeg sad der i min hyggelige hotelseng med udsigt over det halve København, at jeg havde udsigt til SAS Radisson Blu Hotellet. Det selvsamme hotel hvor den norske stewardesse, Vera Vildmyren, på bestialsk vis blev myrdet inde på sit hotelværelse i 2010. Det afsnit havde jeg netop hørt dagen forinden, og pludselig kom det uhyggeligt tæt på og tankerne kunne nemt ende med at spille mig et pus. Derfor måtte jeg også lige hen og tjekke min hotelværelsesdør. Cause you'll never know, when or where you'll run into the next psychopath. Til de interesserede kan afsnittet om det omtalte drab høres her.
Generelt er jeg glad for at høre podcasts, når jeg gør rent eller går en tur. Men jeg har for nylig også fundet en fed app, hvor man kan lægge puslespil, og det gør jeg nu ofte samtidig med at jeg lige napper et par afsnit eller fem ha ha. App'en har forskellige sværhedsgrader og er virkelig fed, selvom selve navnet er lidt markabert taget hele snakken om 'true crime' i betragtning. I den anledning kan jeg også anbefale podcasten 'True Crime'. Det er forholdvis korte afsnit, men med yderst interessante fortællinger om virkelighedens forbrydelser fra de efterretningsfolk, som er med til at opklare sagerne. Jeg har altid fundet den slags interessant, og navnlig retsmedicin. Et studie jeg nok selv havde valgt, hvis ikke lige jeg havde det så dårligt med at se blod. Derved måtte jeg også opgive alle studier vedr. lægevidenskab. Men jeg synes stadig at det er voldsomt fascinerende, hvor meget man kan finde frem til.

Og nu vi er ved de små bekendelser, så har jeg endnu én. Jeg er nemlig begyndt at se nogle videoer på Snapchat, der viser sæber der bliver skrællet, slim der bliver modelleret eller kager der bliver skåret. Det sjove er at også lyden er ekstrem vigtig at få med, da den tricker noget i ens hjerne.  Det er virkelig bizart, men ikke desto mindre er det blevet til en lille guilty pleasure i min hverdag. Allermest elsker jeg dem, hvor en sæbe bliver perfekt skrællet, og til dem der overhovedet ikke kan forestille sig, hvad jeg taler om, så er her en YouTube-video. Det er faktisk lidt over i de der 'How It's Made' kategorier - bare forenklet, anderledes og destruktivt.
Men inden uvidende fordømmer mig, så vil jeg lige fortælle, at det faktisk ikke er så mærkelig som det lyder. Videoerne tricker nemlig noget som psykologerne kalder for en "bare rigtig" følelse. Det er en følelse, der opstår, når vi får sat tingene i orden, og som tjener et nyttigt cut-off punkt til simple opgaver. Men det er også en følelse, som f.eks. mennesker med OCD ikke nødvendigvis vil kunne opleve, fordi de af uforklarlige årsager har en trang til at fortsætte deres kontrol, selvom en opgave er fuldført.
Fra presseturen til Herning.
Men hvad får jeg egentlig ud af det? Tja... det er jo lidt svært helt nøjagtigt at svare konkret på. Men jeg har i al fald en behagelig følelse indeni bagefter. Som om noget er faldet på plads uden jeg gjorde noget selv, og at verden nu kan køre videre. Sådan en lille underlig stop-op-og-tæl-til-ti øvelse.

Jeg har også fået mig min egen videograf og assistent på Appetize, som hedder Annika. Hun er en utrolig sød pige med en god portion gå-på-mod og engagement, som jeg glæder mig til at have med mig fremover. Hun havde for nylig sin debut under vores pressetur til Herning, hvor vi skulle dække premieren på musicalen 'Evita'. Her mødte jeg for tredje gang Annette Heick, der som altid virkede yderst imødekommende og professionel at interviewe. Hun gjorde det forresten også rigtig godt i rollen som Eva Perón, som btw kan ses i AKKC den 16-18 maj 2019.

Vi har virkelig haft nogle lækre solskinsdage her på det sidste, og jeg nyder det! Så nu glæder jeg mig også bare til at sommeren rigtigt kommer. For nu har jeg nemlig fået gang i min lille urtehave og hyggelounge til en forhåbentlig lang sæson ligesom sidste år.

lørdag den 9. marts 2019

Pressetur til København

Lyserød løber til premieren på 'Terkel'.
For noget tid siden kom jeg hjem efter et hurtigt smut til København, hvor jeg var inviteret med på pressetur i anledning af at 'Terkel - The Motherfårking Musical' havde premiere i Tivolis koncertsal.

Vi fløj både ud og hjem, hvilket gjorde selve rejsen mere behagelig og ligetil. Derfor kunne jeg også bedre koncentrere mig om andre mere vigtigere ting forude. For forude lå som sagt premieren, hvor jeg skulle dække den lyserøde løber, inden at selve showet gik i gang. Det forgik via livestreaming på vores Facebookside, og det var derfor med at holde tungen lige i munden. Det var nemlig lidt af en udfordring at være godt forberedt til dette event, da jeg først fik udstukket pressemateriale på musicalen få minutter inden vi gik på live. Men det gik nu næsten smertefrit. Selvom tiden var knap, nåede jeg kort at snakke med Joey Moe, Anders Hemmingsen, David Owe, Adam Brix og Vicki Berlin. Det var også lige før at jeg nåede at snakke med Søren Rasted, men der kom Se og Hør som sædvanlig lige i vejen med deres rundsave på albuerne. Søren havde egentlig stillet sig op til interview med os, da Se og Hør bare brød ind med deres mikrofon og highjackede ham, fordi de åbenbart synes at de er vigtigere end alle os andre. Det var faktisk ikke første gang, at jeg oplevede denne slags fra deres side, og jeg synes ærlig talt at det er dårlig presseskik. Men den slags går de vist aldrig rigtig op i, hvis man da ellers drister sig til at læse deres skraldespands-sladder-pis af et blad. Jeg var heller ikke af det indtryk, at kendisserne blev i godt humør af at snakke med Se og Hør. Tværtimod. Men igen forstår man det jo godt, hvis man tjekker op på, hvor meget de fordrejer tingene samt deres jargon.

Men nok om Se og Hør og deres dårlige opførsel. Selve musicalen var overraskende god, underholdende og ganske anbefalelsesværdig. Der var lidt sløve passager indimellem, men der var også overraskende elementer. Dog var jeg ikke begejstret for deres nye plottwist i stykkets slutning, men ellers var de fleste skuespilspræstationer som skåret ud af animationsfilmen. Arne var cool, men Stewart var bull. Til alle interesserede kan billetter blandt andet købes her.

3-retters-menu på Brødrene Price i Tivoli.
Inden forestillingen og den lyserøde løber, var jeg inviteret på Brødrene Prices restaurant inde i Tivoli, og det var faktisk første gang at jeg var "inviteret ud" på Valentins Dag - selvom det ikke som sådan var en del af konceptet. Men der var mange par, der besøgte Københavns Tivoli (der kørte Winter Wonderland tema) i dagens anledning, og det var derfor heller ikke til at undgå at bemærke. Jeg gør ellers alt for at undgå de sociale medier, der brækker sig af Valentins-pis, da jeg synes at det er en underlig og opreklameret dag. Men eftersom jeg også skulle uploade stories på vores Instagram-konto samt gå live på Facebook, så var det jo lidt svært at undgå "dagen". Derfor var det dejligt nok at være i godt selskab og få noget godt at spise. Vi fik en lækker vinmenu, og startede med hvidvin til forretten, der bestod af noget torskesalat rørt med rygeost og cremefraishe sammen med ørredrogn og rugbrødstuille. Til hovedretten, der bestod af langtidstilberedt kalvespidsbryst i peberrodssause med syltede havtorn i og med tre forskellige slags gulerod samt små kartofler, fik vi rødvin. Til dessert fik vi en dessertvin til noget hvid chokolademousse med citronskum, crumble og mynte. Det var altså virkelig lækkert og kan bestemt anbefales!

Udsigt over Dronningens by.
Da forestillingen var færdig skulle der laves interviews backstage, mens crewet var ved at fejre deres veloverståede premiere. Det blev til et kvarters video i selskab med blandt andre Ruben Søltoft (Terkel), Lea Thim (Fede Dorit) og Clemens (Jason).

Da det hele var overstået, gik vi fra Tivoli mod Hotel Wakeup Copenhagen, som lå ca. en 7 minutters gang væk. Vi fik en godnat drink, inden vi gik hver for sig. Jeg havde fået et værelse på 10. sal med udsigt ud over det halve af København, og det var derfor lidt svært ikke at sidde i mørket og summe, mens jeg kiggede ud over byen. Det var faktisk lidt magisk.

Vi fløj hjem allerede næste dag efter morgenmaden, og så var der forresten weekend!