torsdag den 12. september 2019

Lidt hurtige griflerier

Der er sket en del siden jeg bloggede her på siden sidst. Flere indlæg ligger faktisk og venter på at blive færdiggjort. Men de må lige vente lidt endnu. For nu grifler jeg bare lige hurtigt det her indlæg sammen, så jeg kan få blogget om et par ting, som jeg har lyst til at fortælle jer lidt om.

For udover jeg går rundt og overvejer, om jeg er typen der kunne have et vinkøleskab stående inde på kontoret? Eller om jeg skulle skrive en bog om livet i tyverne? Eller om jeg rent faktisk går rundt og bliver lidt for trivelig*, så har jeg faktisk netop lige set tv-serien 'Undskyld, Norge' færdig. Det er en genial mockumentary med Casper Christensen i hovedrollen, som leverer Casper fra 'Klovn' for fuld udblæsning med det vildeste plot, der bare stikker mere og mere af for hvert afsnit. Jeg så de otte afsnit på blot to aftner, og det var både for meget og for fedt på én gang! Det bliver nemlig mere og mere tåkrummende for hvert afsnit, og er ligeså spækket med sjove replikker og indfald som i 'Klovn'. Så til alle 'Klovn'-fans vil jeg klart anbefale denne serie, som kan ses på TV3 og Viaplay.

Men inden jeg begyndte på 'Undskyld, Norge', så jeg begge sæsoner af true crime-serien 'Mindhunter' færdig. En helt anden boldgade, men stadig en tv-serie, som greb mig uden lige. Jeg var simpelthen nødt til at se et par afsnit hver aften. Jeg syntes egentlig, at den var lidt svær at komme i gang med. Men da først jeg havde set et par afsnit var jeg hooked. Serien handler om, hvordan FBI begyndte at lave gerningsmandsprofilering baseret på at tale med og studere amerikanske seriemordere inde i fængslet. Jeg håber at der også kommer en sæson 3, men det bliver allertidligst om et år, hvis overhovedet.

For et par uger siden var jeg med APPETIZE til 'Vi Elsker 90'erne', hvilket var en virkelig fed oplevelse! Ikke mindst fordi vi kunne stå i pressegraven på første række og se det hele i forbindelse med at vi skulle optage redaktionelt materiale dernede fra. Folk blev også mere fulde og overgearede som aftenen skred frem, hvilket resulterede i at nogle begyndte at gribe ud efter én, når man gik forbi med kameraet. Men der var vagterne virkelig på dupperne, når det gjaldt, og det var således en helt tryg oplevelse.
Selvom jeg normalt er backstage til andre events, så var denne gang alligevel lidt speciel. For der var lidt mere diva og drama end jeg normalt lige er vant til - men jeg nævner ingen navne.
Men hold nu op hvor var det en varm dag! Det var kalenderårets sidste officielle sommerdag, men det lader det beklageligvis også til at vejret mener. Lidt æv... for jeg håber faktisk stadig på at kunne få et par lune sensommerdage udenfor med en god bog under tæppet.

*Og apropos det 'trivelige', så åd Levemanden og jeg en halv Othello lagkage hver på en søndag eftermiddag. Og vi skammede os... kun lidt. For den smagte virkelig godt!

APPETIZE-video fra 'Vi Elsker 90'erne' 2019.

tirsdag den 9. juli 2019

Syg festival

Foto af: Oliver Dalsgaard Kristensen
Endnu en Nibe Festival er overstået for mit vedkommende. Men jeg skal ærligt indrømme at denne festival har været den hårdeste omgang at komme igennem hidtil. Ikke alene var vi udfordret med hensyn til vejret, men også på lyd, kapacitet, teknikalitet og helbred. Vi nåede nogenlunde i mål med de store ting - så godt vi kunne - hvilket jeg også er ganske okay med (taget alle udfordringerne i betragtning). Men det er virkelig ret frustrerende, når måneders forberedelse og planlægning ikke spiller max og tingene hele tiden ender i dobbeltarbejde. Det lærer vi selvfølgelig af og tager til efterretning, men alligevel.
Jeg var seriøst ved at opgive flere gange undervejs, og særligt da feber og sygdom efter flere dage med intens kulde slog rigtigt igennem min krop fredag morgen. Der var det bare overhovedet ikke sjovt at være på festival, og jeg kæmpede mig vitterlig igennem med al det overskud, som jeg på nogen som helst måde kun mønstre. Det var som sagt virkelig en prøvelse og op ad bakke næsten hele vejen.

Lørdag pissede det igen ned med regn i løbet af eftermiddagen, men holdte så heldigvis tørvejr til aften, hvor solen endda tittede frem. Jeg kørte stadig på te, Echinaforce-dråber og smertestillende om lørdagen, men da feberen forsvandt tillod jeg mig at nyde den sidste festivalsaften som en glad festivals gæst. Én ting, som ikke havde været muligt tidligere. Både fordi arbejdsbyrden var for stor i år, og fordi jeg valgte at gå tidligt i seng hver dag for at pleje min sygdomsramte krop, så den havde bare en smule at give af dagen efter.

Alt var selvfølgelig ikke kun ren jammerdal fra morgen til aften. For jeg mødte OG genså også en masse skønne skønne mennesker, som er dem der står skarpest i erindring lige nu. Det blev ganske vist ikke til så mange interviews som ønsket, da de fleste artister havde halsende travlt. Men jeg var dog heldig at få et par stykker i kassen, som f.eks. Dodo and the Dodos, MLTR og Christopher. Det var alle nogle søde og sjove mennesker, som gjorde at jeg stadig holdte gejsten oppe, når alt så mest gråt og trist ud.
Men de har dog ikke hele æren, for intet slår mit Crew fra Lagerfabrikken, som jeg også nåede en bette vagt sammen med. Det er nogle dedikerede og elskelige mennesker, som brænder for de samme ting som mig, og som ved hvordan det er, når alt kokser og man så alligevel formår at præstere i fællesskab. Det er det, der er så smukt ved det. Så da jeg havde fri omkring ved en 20-tiden lørdag aften, gik jeg på Den Lille Fede sammen med nogle af dem og fik en god og varm kop Irish Coffee. Derefter fortsatte vi tilbage til Lagerfabrikken for at tage det sædvanelige 'familiefoto' kl 2200. Der var humøret rigtig højt for nu var vi i mål både på lager, festival og APPETIZE.

Klokken 22.30 spillede Nik & Jay på den Store Scene på Hestepladsen, og der lagde der sig endelig en fredfyldt tilfredshed over mit sind. Lige dér gik alt pludselig op i en højere enhed igen, og alt det trælse dobbeltarbejde, forvirring og kolde vejr var nu en saga blot. Dér genvandt jeg ligesom atter troen på, hvorfor jeg egentlig gør det her samt følte en samhørighed med mit Crew og hele festivalspladsen. Jeg endte dog ikke helt i Crewpitten efterfølgende som planlagt... for pludselig var jeg inviteret til afterparty i musikernes backstage-område sammen med Benal's management og Suspekt-drengene. De havde deres egne vinglas med rundt, som jeg også fik lov at benytte - "for vin smager sq bare bedre i rigtige vinglas", som Emil Simonsen udtrykte det. Og det har han jo så enestående ret i!

Søndagen foregik i sengen med masser af søvn og Simpsons. Sygdomshelvedet var langt om længe på retur ,og kroppen tog med kyshånd imod den genopladning, som jeg tilbød den i form af hvile, mad, vand og mental afslapning...sådan da. For søndag post-festival er ikke kun lig med lutter afslapning. Der er stadig en masse redaktionelt materiale, der lige skal produceres fra gårsdagens festival. Men vi er som sagt nået i mål, og det er dejligt at kunne sætte det i perspektiv nu. 

mandag den 22. april 2019

Små hverdagsbekendelser

Fra photoshot til tidligere klumme.
Nogle gange kan jeg godt spørge mig selv efter, om der egentlig overhovedet er nogen, som læser med? Og hvem ved, måske er svaret, at det gør ingen... Men så alligevel er der nogen, og hovedårsagen er jo også at jeg skriver for min egen skyld og fordi jeg har lyst. Det har i flere år hjulpet mig igennem kriser og været en måde at forholde sig til stort og småt på.
Men jeg håber da lidt, at dem der loyalt har læst med også har fået noget ud af det - hvad det så end er. Men sådan har man det nok altid - det der med at man gerne vil gøre noget, som på en eller anden måde giver mening.

Ud over at jeg for tiden har 'Made In Heaven' med Queen på hjernen, så er jeg også begyndt at lytte til podcasten 'Mørkeland'. Det er ikke just for de ekstremt sarte sjæle, men det er dog voldsomt fascinerende at høre om disse true crime historier. Min trivia viden om mordhistorier er således  eksploderet i de seneste par måneder, og jeg har indimellem taget mig selv i lige at måtte gå hen og dobbelttjekke at min dør nu rent faktisk også var låst. Jeg har derfor pålagt mig selv kun at høre det i små doser ;o)
Det var særligt efter presseturen, at jeg indførte dette. For det var, mens jeg sad der i min hyggelige hotelseng med udsigt over det halve København, at jeg havde udsigt til SAS Radisson Blu Hotellet. Det selvsamme hotel hvor den norske stewardesse, Vera Vildmyren, på bestialsk vis blev myrdet inde på sit hotelværelse i 2010. Det afsnit havde jeg netop hørt dagen forinden, og pludselig kom det uhyggeligt tæt på og tankerne kunne nemt ende med at spille mig et pus. Derfor måtte jeg også lige hen og tjekke min hotelværelsesdør. Cause you'll never know, when or where you'll run into the next psychopath. Til de interesserede kan afsnittet om det omtalte drab høres her.
Generelt er jeg glad for at høre podcasts, når jeg gør rent eller går en tur. Men jeg har for nylig også fundet en fed app, hvor man kan lægge puslespil, og det gør jeg nu ofte samtidig med at jeg lige napper et par afsnit eller fem ha ha. App'en har forskellige sværhedsgrader og er virkelig fed, selvom selve navnet er lidt markabert taget hele snakken om 'true crime' i betragtning. I den anledning kan jeg også anbefale podcasten 'True Crime'. Det er forholdvis korte afsnit, men med yderst interessante fortællinger om virkelighedens forbrydelser fra de efterretningsfolk, som er med til at opklare sagerne. Jeg har altid fundet den slags interessant, og navnlig retsmedicin. Et studie jeg nok selv havde valgt, hvis ikke lige jeg havde det så dårligt med at se blod. Derved måtte jeg også opgive alle studier vedr. lægevidenskab. Men jeg synes stadig at det er voldsomt fascinerende, hvor meget man kan finde frem til.

Og nu vi er ved de små bekendelser, så har jeg endnu én. Jeg er nemlig begyndt at se nogle videoer på Snapchat, der viser sæber der bliver skrællet, slim der bliver modelleret eller kager der bliver skåret. Det sjove er at også lyden er ekstrem vigtig at få med, da den tricker noget i ens hjerne.  Det er virkelig bizart, men ikke desto mindre er det blevet til en lille guilty pleasure i min hverdag. Allermest elsker jeg dem, hvor en sæbe bliver perfekt skrællet, og til dem der overhovedet ikke kan forestille sig, hvad jeg taler om, så er her en YouTube-video. Det er faktisk lidt over i de der 'How It's Made' kategorier - bare forenklet, anderledes og destruktivt.
Men inden uvidende fordømmer mig, så vil jeg lige fortælle, at det faktisk ikke er så mærkelig som det lyder. Videoerne tricker nemlig noget som psykologerne kalder for en "bare rigtig" følelse. Det er en følelse, der opstår, når vi får sat tingene i orden, og som tjener et nyttigt cut-off punkt til simple opgaver. Men det er også en følelse, som f.eks. mennesker med OCD ikke nødvendigvis vil kunne opleve, fordi de af uforklarlige årsager har en trang til at fortsætte deres kontrol, selvom en opgave er fuldført.
Fra presseturen til Herning.
Men hvad får jeg egentlig ud af det? Tja... det er jo lidt svært helt nøjagtigt at svare konkret på. Men jeg har i al fald en behagelig følelse indeni bagefter. Som om noget er faldet på plads uden jeg gjorde noget selv, og at verden nu kan køre videre. Sådan en lille underlig stop-op-og-tæl-til-ti øvelse.

Jeg har også fået mig min egen videograf og assistent på Appetize, som hedder Annika. Hun er en utrolig sød pige med en god portion gå-på-mod og engagement, som jeg glæder mig til at have med mig fremover. Hun havde for nylig sin debut under vores pressetur til Herning, hvor vi skulle dække premieren på musicalen 'Evita'. Her mødte jeg for tredje gang Annette Heick, der som altid virkede yderst imødekommende og professionel at interviewe. Hun gjorde det forresten også rigtig godt i rollen som Eva Perón, som btw kan ses i AKKC den 16-18 maj 2019.

Vi har virkelig haft nogle lækre solskinsdage her på det sidste, og jeg nyder det! Så nu glæder jeg mig også bare til at sommeren rigtigt kommer. For nu har jeg nemlig fået gang i min lille urtehave og hyggelounge til en forhåbentlig lang sæson ligesom sidste år.

lørdag den 9. marts 2019

Pressetur til København

Lyserød løber til premieren på 'Terkel'.
For noget tid siden kom jeg hjem efter et hurtigt smut til København, hvor jeg var inviteret med på pressetur i anledning af at 'Terkel - The Motherfårking Musical' havde premiere i Tivolis koncertsal.

Vi fløj både ud og hjem, hvilket gjorde selve rejsen mere behagelig og ligetil. Derfor kunne jeg også bedre koncentrere mig om andre mere vigtigere ting forude. For forude lå som sagt premieren, hvor jeg skulle dække den lyserøde løber, inden at selve showet gik i gang. Det forgik via livestreaming på vores Facebookside, og det var derfor med at holde tungen lige i munden. Det var nemlig lidt af en udfordring at være godt forberedt til dette event, da jeg først fik udstukket pressemateriale på musicalen få minutter inden vi gik på live. Men det gik nu næsten smertefrit. Selvom tiden var knap, nåede jeg kort at snakke med Joey Moe, Anders Hemmingsen, David Owe, Adam Brix og Vicki Berlin. Det var også lige før at jeg nåede at snakke med Søren Rasted, men der kom Se og Hør som sædvanlig lige i vejen med deres rundsave på albuerne. Søren havde egentlig stillet sig op til interview med os, da Se og Hør bare brød ind med deres mikrofon og highjackede ham, fordi de åbenbart synes at de er vigtigere end alle os andre. Det var faktisk ikke første gang, at jeg oplevede denne slags fra deres side, og jeg synes ærlig talt at det er dårlig presseskik. Men den slags går de vist aldrig rigtig op i, hvis man da ellers drister sig til at læse deres skraldespands-sladder-pis af et blad. Jeg var heller ikke af det indtryk, at kendisserne blev i godt humør af at snakke med Se og Hør. Tværtimod. Men igen forstår man det jo godt, hvis man tjekker op på, hvor meget de fordrejer tingene samt deres jargon.

Men nok om Se og Hør og deres dårlige opførsel. Selve musicalen var overraskende god, underholdende og ganske anbefalelsesværdig. Der var lidt sløve passager indimellem, men der var også overraskende elementer. Dog var jeg ikke begejstret for deres nye plottwist i stykkets slutning, men ellers var de fleste skuespilspræstationer som skåret ud af animationsfilmen. Arne var cool, men Stewart var bull. Til alle interesserede kan billetter blandt andet købes her.

3-retters-menu på Brødrene Price i Tivoli.
Inden forestillingen og den lyserøde løber, var jeg inviteret på Brødrene Prices restaurant inde i Tivoli, og det var faktisk første gang at jeg var "inviteret ud" på Valentins Dag - selvom det ikke som sådan var en del af konceptet. Men der var mange par, der besøgte Københavns Tivoli (der kørte Winter Wonderland tema) i dagens anledning, og det var derfor heller ikke til at undgå at bemærke. Jeg gør ellers alt for at undgå de sociale medier, der brækker sig af Valentins-pis, da jeg synes at det er en underlig og opreklameret dag. Men eftersom jeg også skulle uploade stories på vores Instagram-konto samt gå live på Facebook, så var det jo lidt svært at undgå "dagen". Derfor var det dejligt nok at være i godt selskab og få noget godt at spise. Vi fik en lækker vinmenu, og startede med hvidvin til forretten, der bestod af noget torskesalat rørt med rygeost og cremefraishe sammen med ørredrogn og rugbrødstuille. Til hovedretten, der bestod af langtidstilberedt kalvespidsbryst i peberrodssause med syltede havtorn i og med tre forskellige slags gulerod samt små kartofler, fik vi rødvin. Til dessert fik vi en dessertvin til noget hvid chokolademousse med citronskum, crumble og mynte. Det var altså virkelig lækkert og kan bestemt anbefales!

Udsigt over Dronningens by.
Da forestillingen var færdig skulle der laves interviews backstage, mens crewet var ved at fejre deres veloverståede premiere. Det blev til et kvarters video i selskab med blandt andre Ruben Søltoft (Terkel), Lea Thim (Fede Dorit) og Clemens (Jason).

Da det hele var overstået, gik vi fra Tivoli mod Hotel Wakeup Copenhagen, som lå ca. en 7 minutters gang væk. Vi fik en godnat drink, inden vi gik hver for sig. Jeg havde fået et værelse på 10. sal med udsigt ud over det halve af København, og det var derfor lidt svært ikke at sidde i mørket og summe, mens jeg kiggede ud over byen. Det var faktisk lidt magisk.

Vi fløj hjem allerede næste dag efter morgenmaden, og så var der forresten weekend!

lørdag den 23. februar 2019

Hvem mon vinder dette års Oscar?

Den årlige Oscaruddeling er lige rundt om hjørnet. Ja faktisk er det allerede på søndag eller rettere natten til mandag, og jeg er derfor i fuld gang med at gennemse de nominerede film. Sidste år fik jeg 17 ud af 24 kategorier rigtige, og den rekord satser jeg på enten at bevare eller slå. Jeg skal som sædvanen tro ind i biografen til den røde løber og se showet livestreamet fra Englenes By. Men hvilket outfit, jeg vælger til nattens event, er endnu ikke helt besluttet, men det er dog et luksusproblem.

Kedeligt felt

Selve Oscar-feltet er desværre temmelig kedeligt i år, og hele showet er da også ved at være blevet til en sand farce med både manglende vært, invitationer og showændringer. Men dét i sig selv skal sikkert nok blive interessant at se, hvorledes det så vil løbe af stabelen. Selve problemet skyldes populært sagt, at Oscar-Akademiet ønsker at fornye sig for på den måde at skabe højere seertal. Men i min optik er dét netop deres problem. For i deres iver på at please det mainstreame publikum, så fejler de stort og skyder ved siden af for at indfange nogle i forvejen illoyale seere. Helt personligt vil jeg ikke se Oscar-uddelingen for at se mainstream ligegyldighed, og ej heller forherligelse af de samme filmfolk og skuespillere som ikke nødvendigvis leverer pragtpræstationer hver gang. Nej, jeg vil se glamouren blomstre, høre taler om noget på hjertet og se film blive nomineret og vinde, fordi de virkelig fortjener det og har gjort noget ud over det sædvanelige. Fordi de går over i historien som filmklassikere, og ikke fordi det er en del af rygklapperi eller crowdpleasing. Så jeg venter stadig på, at Oscar-uddelingen finder tilbage til sit gamle fine ståsted, men det bliver sikkert heller ikke i år at det kommer til at ske. Men jeg skal nu se det alligevel for man ved jo aldrig.

'Bohemian Rhapsody' 

Min absolutte filmfavorit er filmen 'Bohemian Rapsody', der er nomineret til 5 oscars for hhv. Bedste Film, Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Lydmiks, Bedste Lyd-redigering og Bedste Filmklipning. Kategorier som alle er velfortjente, og som jeg derfor inderligt håber at den tager hjem. Jeg tipper i al fald på, at Rami Malek vinder for Bedste Mandlige Hovedrolle og at filmen vinder for Bedste Lydmiks.


Kategorien 'Bedste Film'

Én af de mange nominerede i feltet er 'Roma', som er nomineret til hele 10 Oscar-statuetter. Dog finder jeg den hverken særlig Oscar-eller anbefalingsværdig, men bevares. Den har da noget kunstnerisk over sin sort/hvide filmversion og glidende sceneovergange. Men jeg har udelukkende set filmen, fordi den var nomineret, men jeg regner bestemt aldrig med at se den igen. Dog vinder Alfonso Cuarón næsten helt sikkert for Bedste Instruktion.
Umiddelbart tror jeg at det bliver et lidt close race mellem mange af de stornominerede film. Jeg tænker f.eks. at 'Roma' vinder for Bedste Ikke Engelsk-sprogede Film, så den ikke behøver at vinde for Bedste Film. I dén kategori tror jeg nemlig mere på at 'Green Book' går hen og vinder, da jeg også tror at den vinder for Bedste Originale Manuskrift. Men det er dog et vildt gæt, I know. For det kunne da også sagtens gå hen og blive 'Vice', der vinder. Men den film finder jeg dog både halvkedelig og uværdig til at vinde så stor en kategori. Men den vinder nok ret sandsynligt for Bedste Hår Og Makeup samt Bedste Klipning, hvilket også er helt fortjent taget konkurrenterne i betragtning. Derimod syntes jeg at Adam McKays tidligere film 'The Big Short' var eminent. Men den vandt f.eks. kun én Oscar for Bedste Adapterede Manuskrift, selvom den dengang var nomineret til hele 5 statuetter.

Vil undgå "racisme-kortet"

Selvom 'Black Panther' er en udmærket og underholdende film, så tror jeg ikke at den vinder nogen statuetter. Den har slet ikke det rigtige Oscar-materiale, men er nok mest blevet nomineret for at undgå et nyt #OscarSoWhite ramaskrig igen.
Plottet til 'BlacKkKlansman' er morsomt og finurligt, men så stopper festen ligesom også der, synes jeg. Jeg syntes nemlig, at det var elendigt skuespil, navnligt fra Adam Drivers side. Det var slet ikke troværdigt spillet, at de den ene skulle kunne udgive sig for at være den anden - og slippe afsted med det. Jeg håber seriøst at personerne i virklighedens historie var meget mere overbevisende. Dog blev jeg grebet af filmens måde at fremstille, hvordan der findes så mange ignorante hvide mennesker derude, som brænder op indeni af dumhed og had. De burde virkelig ikke gå frit rundt, og jeg følte direkte væmmelse mod dem - og her taler jeg selvfølgelig om Ku Klux Klans medlemmer. Jeg var dog ret vild med filmscoren til filmen, selvom kategorien Bedste Originale Score nok ender med at gå til 'If Beale Street Could Talk'. Her vinder Regina King nok også en statuette for Bedste Kvindelige Birolle, mens det næsten er stensikkert at Mahershala Ali render med statuetten for Bedste Mandlige Birolle for sin præstation i 'Green Book'.

Lady Gaga er med

Jeg syntes rigtig godt om 'A Star Is Born', men jeg tror desværre kun at den vinder for sangen 'Shallow' i katergoien Bedste Originale Sang selvom den er nomineret til 8 Oscars. Personligt var jeg imponeret både over Lady Gaga skuespil og filmens manuskiftet. Men jeg tror ikke at Akademiets snobbede medlemmer vil give den nok stemmer nok til at den faktisk vinder. Lady Gaga er nok ikke "fin nok" til dem. Men jeg glæder mig til at se hendes kjole (og alle de andre selvfølgelig) samt se hendes optræden under showet med nummeret 'Shallow'.

Dokumentarerne

En stærk runner up til Bedste Orignale Sang er sangen 'I'll Fight' fra dokumentarfilmen 'RBG'. En film, som jeg virkelig vil anbefale folk med Netflix-adgang at se. Det er en interessant feel-good-fortælling, som belyser en vigtig kamp i USAs retssystem og samfund samt hylder et ikon fra vor tid. Derfor tror jeg også at 'RBG' vinder for Bedste Dokumentarfilm.
Den fine og rørende fortælling i dokumentarfilmen 'Black Sheep' bliver mit bedste bud på en vinder i kategorien Bedste Korte Dokumentar medmindre den bliver overhalet af 'Lifeboat'.

Olivia Colman vs. Glenn Close

'The Favourite' er en mærkelig film og til tider halv-odiøs. Den er nomineret til 10 Oscars og jeg vurder at den vinder 2 for hhv. Bedste Produktionsdesign og Bedste Fotografering, selvom sidstnævnte kategori snildt kunne gå til 'Roma'. Egentlig ville jeg også give Olivia Colman en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, men alle rygter siger at det bliver Glenn Close, som vinder den for filmen 'The Wife' som en slags "medlidenhedsoscar". 'The Wife' er en okay film, og Gleen Close spiller også okay, men slet ikke nok til at vinde en Oscar. Men det er Akademiet i en nøddeskal.

Animations-kategorierne

Selvom jeg rigtig godt kunne lide 'Ralph Breaks The Internet', så tror jeg nu at det bliver 'Spider-man: Into The Spider-verse' som går hen og vinder i kategorien Bedste Animationsfilm. Men det er dog også velfortjent, da den er både flot, anderledes og interessant.
Der er mange gode film i kategorien Bedste Korte Animationsfilm, men her tipper jeg på, at Pixars 'Bao' vinder, og ellers ville jeg vælge 'One Small Step'.
Selvom kategorien Bedste Visuelle Effekter ikke er en animations-kategori, som tager jeg den alligevel med her, da det en kategori baseret på computerteknologi. Her lader det til at 'Avengers: Infinity War' vinder, selvom jeg personligt synes at næsten alle de nominerede er lige værdige. Mit hjerte banker selvfølgelig for 'Solo: A Star Wars Story', men jeg ved godt fra tidligere Oscaruddelinger at den nok ikke vinder. Ej heller 'Ready Player One', selvom den virkelig også er flot.



søndag den 2. december 2018

Mange ufærdiggjorte indlæg



Jeg har efterhånden temmelig mange ufærdiggjorte indlæg til bloggen her. Både fordi jeg indimellem taber den røde tråd, tingene når at blive uaktuelle, mit sprog er i udvikling, og ja så når jeg det simpelthen bare ikke. Der er næsten altid run på i min ende.

Som nævnt i tidligere skriv her på bloggen, så jobber jeg jo også for APPETIZE, og det afgiver mange gode og sjove oplevelser, men også på skæve tidspunkter. 
I sidste uge var jeg f.eks. ude og interviewe Queen Machine, og ellers render jeg jo til et væld af koncerter.  I skrivende stund har jeg lige lagt sidste hånd på dette års sidste blogindlæg til Appetize, og det hedder The Great Pretender, da det primært har fokus på Freddie Mercury.

Jeg har dog også af og til drukket herlig vin med levemanden og udvekslet volumiøse anekdoter samt produceret til vores podcast-serie ’Levemanden & Skøjteprinsessen’. Det har været sjovt, lærerigt og til tider også lidt småkrævende. Men ikke desto mindre er jeg stolt af at vi nåede i hus med vores første sæson. Og til dem, der ikke har været inde og lytte endnu – skynd jer!

Sigge og jeg hygger os også gevaldigt, og han klarer sig bare så flot trods sine skavanker. Mit hjerte smelter dagligt, når han viser sin hengivenhed, og nogle gange er det sågar som om han forstår hvad jeg siger. Han sidder faktisk i skrivende stund og kræver min opmærksomhed, mens han pokér mig og kigger med på skærmen.
For nylig fandt vi ud af, at hans biologiske bror, Bimle, som også blev kastreret samtidig med Sigge, var gået bort. Han havde også tandproblemer, men klarede den ikke. Selvom det virkelig var en sørgelig nyhed, så lettede det i sandhed min samvittighed i forhold til beslutningen om at fjerne Sigges fire fortænder.

søndag den 26. august 2018

Søndag og solskin

Så blev det da endelig igen til en søndag, hvor solen skinner og man i ro og mag kan sidde udenfor med sin kaffe og filosofere lidt... og så komme i tanker om at det er længe siden man har blogget på siden her. Jeg har dog blogget meget ovre på Appetize, så det er ikke fordi jeg er gået helt i stå.

Livet som musikreporter føles til tider vildt og lidt stressende. Men det er nu også ofte både sjovt og spændende, og det byder på en masse oplevelser, som ikke er hverdagskost for de fleste. Endnu en Nibe Festival er for mit vedkommende også overstået, og selvom den var fuld af forhindringer (vejarbejde overalt, aflukkede stier, aflyste interviews, forvirring, teknologisk nedbrud), så kom jeg i mål med det jeg ville. Så efter at have holdt en velfortjent sommerferie er jeg atter igen på bloggen derovre og er så småt også i gang med at planlægge efterårets koncertdækning. Når jeg ikke jobber for Appetize, så bruger jeg tid på at hygge med dyrene på dyreinternatet eller som lektiehjælper online. Det kan nogle dage handle om at geare sig selv op til at gøre det, men jeg fortryder aldrig når jeg har brugt tiden derpå. Den rigdom jeg høster tilbage er mere værd end så meget andet, og den luner godt i lykkeposen. Eneste problem er dog at jeg ofte gerne vil have nogle af dyrene med hjem, hvilket jeg desværre ikke lige har kapacitet til.

Sidst skrev jeg jo om min podcast, og der er indtil videre udkommet fire afsnit, og vi har endelig også fået optaget resten af sæson 1. Denne sommer oplevede jeg også for tredje gang i mit korte liv at se a-ha optræde på Plænen i Tivoli. Det var en udmærket koncert bortset fra at lydmanden ikke rigtigt havde styr på sit shit, og at der var alt for mange mennesker stuvet sammen i Inner Circle. Men det der fik mig til at skrive til Københavns Tivoli var dog, at der var chorkerende mange mennesker der stod og røg løs og smed tændte skodder i den brandbare græsplæne mellem tusindvis af mennesker og selvom der på gældende tidspunkt var afbrændingsforbud. Men Københavns Tivoli forsikrede mig om, at der var helt styr på sikkerheden, hvis en storbrand skulle opstå og folk begyndte at trampe hinanden ned i panik. Det må man jo så tolke som man vil. Jeg er i al fald glad for at jeg ikke lige pt har flere koncertbesøg på programmet derinde, og at jeg næste gang ikke behøver at stå i Inner Circle, da det ikke lige var den fedeste koncertoplevelse i min voksende erfaring. Der må jeg tilskrive Karolinelund at have bedre styr på den slags samt kun at lukke et passende antal ind, så man har plads til både at trække vejret og kunne stå og nyde koncerten.


Min Bedstemor gik desværre bort for kort tid siden, og det har været en underfundig tid siden. Men nu er hendes livsminder fordelt imellem os, og de broderede billeder som hhv. min Bedstemor og Oldemor lavede hænger nu så fint i min eremitage. De har ganske vist ikke nogen økonomisk værdi, men de er fuld af minder, som jeg skatter højt.