fredag den 19. april 2013

Der var engang en prinsesse - en rigtig skøjteprinsesse!

Min skøjtekjole fra da jeg var 9 år

Tja sådan kunne min lille allegori jo begynde...
Da jeg gik i børnehave tilbage i 1980'erne, var vi på et tidspunkt ude og stå på skøjter. Jeg syntes, at det var spændende, og da jeg gik af isen, skøjtede nogle store piger ud og begyndte at lave alle mulige kunster; spring, benløft og pirouetter. De nærmest dansede hen over isen og jeg stod længe og kiggede på dem. Jeg var ret betaget. Min mor (som var dukket op for at hente mig) spurgte, om jeg havde lyst til at begynde til kunstskøjteløb og blive en ’Skøjteprinsesse’. Så ville jeg en dag kunne skøjte ligesom de store piger, komme til konkurrencer i fine kjoler med pallietter osv. Hallo, der blev sagt "prinsesse", så mere overtagelse skulle der faktisk ikke til :)
Så jeg startede altså som 'begynder' og brugte de første par år på at få styr på selve skøjteteknikken og lære de basale skøjtekunster; skyde hare, krydse forlæns og baglæns, fly og skøjtespring. Det var ikke nemt bare sådan uden videre, men allerede som 7-8 årig debuterede jeg i en venskabskonkurrence imod Frederikshavn. Nok var det nervepirrende at stå helt alene derude på isen og huske et par minutters program foran et helt publikum – men det gav også et vældig kick. Alle klappede og der blev smidt bamser og blomster ud til én – og selvfølgelig nejede jeg flot for publikum (som jeg havde lært man skulle efter endt program).
Aalborg deltagelse i '93/'94 







Med tiden begyndte tørsten efter de dersens medaljer, som nogle af de andre fik om halsen, og min træning blev derfor mere seriøs. Men når man vil kæmpe om podiepladserne, så skaffer man sig konkurrenter, og så begynder spliden. Der er iskoldt på toppen – og specielt på eliten! Her er enhver sig selv nærmest, og man holder skarpt udkig efter, hvad ens konkurrenter foretager sig. Lander de et nyt spring, må du også kunne lande det for at have en chance i næste konkurrence. Man psyker og mobber hinanden og opvarmningen inden ens program blir nærmest som at se nogle kamphaner, der puster sig op for at skræmme modstanderen og fremstå total selvsikker. Men det er en del af gamet, hvis du vil være med i vinderfeltet. Heller ikke ens træner er blødsøden; du skal yde dit yderste og følge hans anvisninger. Falder du og begynder at klynke, bliver du bedt om at forlade isen . Så selvom man var mester i faldteknikker og nærmest hærdet i slag, som en anden S/M entusiast, så faldte man indimellem stadigvæk, så det virkelig gjorde nas! Men så bed man bare smerten i sig og fortsatte, som om intet var hændt.

De 'onde' mødre.

Det værste er, når nogle af forældrene pacer deres børn frem, fordi det i virkeligheden er deres drøm, som bliver udlevet gennem barnet. Nogen skyer ingen midler og får deres børn til at gøre grimme ting imod deres modstandere for at ”vinde”. Jeg har sågar oplevet, at nogen slog deres barn efter træning, fordi det ikke lige trænede godt nok dén dag. Det kunne, der skrives en hel bog om, men det korte og lange er, at de gjorde deres børn til dårlige tabere. De pressede stort set alt lyst ud af deres små pus i kampen for at få hæderen og det skide stykke metal, som alle alligevel har glemt alt om den dag i dag.

Dog havde jeg nogle dejlige og ’fornuftige’ forældre, der altid støttede mig, men samtidig også sagde ”at hvis jeg ikke gad mere, så kunne vi jo bare melde mig ud af klubben”, og det ville jeg i hvert fald ikke! Så når jeg havde en dårlig dag, så ville sådan en kommentar få mig til at holde dampen oppe.

Sølvmedalje vundet med et program til "Money, money, money" med ABBA

To liv og intet andet.

Når man dyrker elitesport, så fokuseres der på mange ting ud over selve træningen, som f.eks. ens fritid og kost. Min træner kaldte mig ”tyk” med mine blot 57 kilos vægt - hvoraf de 5 kg var ren muskelmasse, som jeg tabte, da jeg stoppede karrieren. Jeg skulle passe min kostplan, og søde sager var forbudt. Lige op til en konkurrence trænede jeg nogle gange op til 16 timer om ugen bestående af; morgentræning, eftermiddagstræning, off ice træning, gymnastik, dans, ballet og smidighedsøvelser. Jeg havde to liv; ét i skolen 5 dage om ugen og ét på isen 6 dage om ugen. Jeg trænede som en gal, og var målrettet på altid at toppe min egen score.

Blev bange.

En dag under træning kørte jeg baglæns ind til et spring, og en af mine nærmeste konkurrenter kørte forlæns. (Den som kommer kørende baglæns har ’forkørselsret’, fordi man jo ikke har øjne i nakken. Altså havde jeg ’forkørselsret’.) BAM!!! Der lå jeg... Klingen fra hendes ene skøjte havde svunget sig ind i min lænd, og (heldigvis) per automatik lod jeg mig bare falde til isen. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg den dag i dag have haft et ar over det halve af lænden. Men klingen efterlod sig kun et midlertidigt overfladisk sår. Dog havde jeg fået et slemt skub ind i lænden, som resulterede i, at jeg ikke kunne træne resten af sæsonen.

Til den nye sæsonstart var jeg fit for fight igen, og startede op som normalt. Denne sæson havde min træner valgt, at jeg SKULLE lære at lande en dobbeltaksel, og jeg gjorde mit bedste. Men en dag landede jeg katastrofalt forkert og kunne næsten ikke rejse mig op og komme af isen. Jeg blev næsten båret ud. Efter en tur på skadestuen, masser af hvile og talrige besøg ved lægen og kiropraktoren, begyndte jeg at skøjte igen. Men de to oplevelser og skader havde givet mig et kæmpe problem - jeg var blevet bange for at springe! En kunstskøjteløber som ikke tør springe, kommer ingen vegne! Og dog... for en ny kategori indenfor skøjtesporten vandt mere og mere ind – artistisk løb. Et program, hvor man fokuserer på dansen, ynden, trinene og formidlingen af et sammenhængende program som en slags fortælling. Dette havde altid været min styrke, og jeg øvede mig mere og mere i at nå til tops i netop denne kategori – og med succes. Når jeg løb til musikken, så mærkede jeg dén i kroppen og trak publikum med mig ud på en rejse.

Da jeg nåede ind i mine spæde teenage år, kom jeg på eliten og blev bl.a. også tildelt et job som hjælpetræner for begynderne. Det var en dejlig tjans, som dog også af og til krævede gode pædagogiske overtalelsesevner, for at få de små poder til at fortage sig noget konstruktivt i 45 min. Dog oplevede jeg stor glæde blandt mine elever, og specielt én elevs mor fortalte mig en dag, at når jeg ikke var til stede, så ville hendes datter ikke på isen. Nååå he he
Min "Titanic-kjole" til nummeret 'Leaving Port'

Min skøjtekarriere endte med Titanic.

De sidste sæsoner løb jeg mit artistiske program til nummeret ”Leaving Port” fra filmen Titanic.
Jeg designede selv kjolen og lagde alle kræfter i programmet. Jeg løb programmet for publikum første gang ved et mesterskab afholdt i Esbjerg. Først skøjtede jeg mit faste og almindelige program (i en sort kjole), hvor alle buhede af mig, da jeg gik på isen. Så gjaldt det om at forblive helt cool og have styr på nerverne. Men hver gang at de andre deltagere blandt publikum prøvede at psyke mig på denne måde, blev jeg bare mere stålsat; ”nu skulle jeg dælme vise dem alle sammen, hvor ufattelig dygtig jeg var!” Så lukkede jeg øjnene, tog en dyb indånding og når jeg åbnede dem igen, så var jeg klar – så var isen og scenen min, og kun min! Da jeg var færdig og gik af isen, klappede ingen. Det føltes som en fiasko, men jeg var fokuseret på mit næste show – kun 20 min. senere. Så hurtig ned i omklædningsrummet, af med skøjterne og kjolen, på med den anden kjole og skøjterne igen, ny håropsætning og lettere rettelse af makeuppen. Så var jeg klar igen. Energien var egentlig brugt, men nu skulle jeg bare vise dem alle, hvad jeg gemte oppe i ærmet. Mit navn blev råbt i højtalerne for anden gang den dag, og jeg skøjtede elegant ud på isen og hen til min startposition. Alle var bjergtaget og sad måbende tavse og mumlede svagt (Hvor har hun fået den kjole fra? Hvem er det nu, hun er?) Tilsyneladende havde de alle glemt at psyke mig eller også havde de ikke opdaget, hvem jeg var. Jeg løb programmet fejlfrit, og da jeg bukkede for publikum fik jeg mit livs største bifald. Stort set alle stod oprejst og klappede i begejstring. Jeg havde vundet!

Mit sidste løb i et officielt mesterskab fandt sted i Aarhus, og det hele var egentlig ret sørgeligt. Jeg vidste, at jeg agtede at stoppe, da jeg nu skulle begynde i gymnasiet og ikke orkede de mange træningstimer mere. (Der er desuden heller ingen fremtid i at være professionel kunstskøjteløber i Danmark.) Det var med tilbageholdte tårer i øjnene, at jeg bukkede for sidste gang og vinkede farvel ud til publikum. Selv min træner var vemodig og gav mig et kæmpe knus (det var ellers ikke noget, der skete normalt).

En æra var slut og et nyt liv startede...


Skøjteprinsessen længes stadig tilbage, men er for andres vedkommende blot et navn på en deltagerliste ved et givent mesterskab i 1990’erne. Selv skøjtehallen er lukket og står til nedrivning. Men jeg kan stadig føle suset fra vinden, accelerationen og minderne. Farvel og tak

Ingen kommentarer: