mandag den 4. januar 2021

Hvad fire små sten kan gøre

De fleste af os kan vist godt blive enige om at 2020 var lidt af et lorteår. Der var ikke megen pragtfuldhed at hente der. 

I 2019 erhvervede jeg mig lige inden jul en fibersprængning i venstre ben, hvilket sendte mig lidt til tælling på planlægning, træning og fornøjelser. I 2020 skulle det så heller ikke være anderledes, da jeg både blev indlagt samt fik konstateret galdesten. Derfor står jeg nu lige om lidt overfor en operation. 

Set i bagspejlet er der mange uforståelige gener gennem de sidste par år, som nu bedre giver mening. Det drejer sig f.eks. om; 

  •  hvorfor jeg nogle gange havde helvedes ondt i ryggen som en gammel dame på 80 
  •  hvorfor det ofte var ulideligt at have BH på 
  •  hvorfor jeg fik en tiltagende uro i kroppen (særligt om natten) 
  •  eller hvorfor jeg altid var begyndt at have uforklarligt ondt i "maven" 

Alt sammen altså på grund af nogle små sten, som nu er skyld i, at jeg skal af med et organ. Og sidstnævnte er lige noget, som jeg skal vende mig til. For det er for det første meget underligt, at jeg skal i fuld narkose - hvilket jo aldrig er helt risikofrit. Dernæst at når jeg (forhåbentlig) vågner op, så er det uden et organ, som altid har været en del af mig. Et organ som ikke er skyld i de lidelser, jeg gennemgår. Men som nu desværre må lade livet på operationsbordet og smides væk som affald. Ja det lyder sikkert naivt og med masser af violinspil, men jeg troede faktisk at jeg ville dø som gammel med alle mine organer intakte indeni. Så dét skal jeg som sagt lige vende mig til... at jeg nu kommer til at mangle i al fald ét. Men det klarer jeg også. Det kunne jo trods alt være meget værre, og man kan heldigvis leve uden sin galdeblære (har jeg fået at vide). Men det er da langt fra, hvad der stod på ønskelisten.

Men der er ingen vej uden om. For jeg har fire store sten, som næsten dagligt giver mig smertefulde anfald i galdeblæren samt stråler ud i ryggen. Det føles som om, at nogen strammer hårdt om min galdeblære i et forsøg på at mose den i smadder samtidig med at jeg får en kniv stukket direkte op igennem rygsøjlen. Nogen har fortalt mig, at det føles som konstante fødselsveer, hvilket jeg på nuværende tidspunkt ikke kan udtale mig om. Men i så fald er jeg da forberedt og i træning med smertehåndtering, right?

Billedrettigheder tilhører 'Live Fra Lolland'.
Desværre har vejen til at opdage problemets rod og løsning derpå ikke været let. Jeg har været igennem månedsvis af utallige og uduelige lægebesøg, inden jeg endelig fik overbevist en lægestuderende om, at en scanning var nødvendig. Og derefter var der ingen tvivl. Men på grund af corona, så skal intet være nemt og udvidet frit sygehusvalg er således midlertidigt suspenderet. Det lønnede sig dog at gå højere op i systemet, således at jeg allerede nu kan komme på Skørping Privathospital (Capio) og få foretaget operationen. Ellers havde jeg udsigt til at det først blev engang i marts eller april. Behøver jeg at sige, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle kunne håndtere smerterne så længe? For når det kommer til smertedækning, så er det heller ikke noget, som lægerne er vilde med. Ja altså medmindre at man er god til at tage stikpiller - helt bogstavelig talt! Det er jeg så altså ikke. Men grunden til lægernes valg af stikpiller er så også fordi, at patienterne ofte kaster op under galdestensanfaldene og derved ikke opnår den smertedækkende virkning. Men netop dér er jeg helt anderledes indrettet. For jeg er simpelthen en klovn til at kaste op. Mit system kan ganske enkelt ikke rigtigt finde ud af det. Jeg kan have fornemmelsen og den tilsvarende kvalme, men det bliver derved - hvilket ikke altid er en fordel. Men efter megen tovtrækkeri har jeg da fået nogle piller, som jeg kan tage oralt og jeg er hermed nærmest stemplet som stofmisbruger, da det er stærk medicin vi taler om. Men når man i timevis kravler jamrende rundt på gulvet af smerte med tårerne stående i kaskader ud af øjnene, så bliver man altså lidt ligeglad. Så skal man bare have de skide smerter til at forsvinde. 

Det skal så også siges, at hvis nu mine mange lægebesøg havde givet pote noget før, så havde vi opdaget det, inden at smerterne blev så voldsomme og hyppige, som de er nu. Det havde været at foretrække i stedet for at få alverdens unødige præparater mod mavesyre, laktoseintolerence, forstoppelse osv. udskrevet - da jeg slet ikke lider af disse ting. Men det udskriver man åbenbart gerne uden dybere undersøgelse.

Herefter følger jo så livet uden en galdeblære og hvordan kroppen reagerer på mad. Det bliver et nyt "spændende" kapitel i mit liv - som jeg måske opdaterer om her på bloggen. 

fredag den 11. september 2020

Terrorangrebet 9/11

Om et år er det 20 år siden at terrorangrebet på USA fandt sted. De fleste af os husker formentlig, hvor vi var og hvad vi foretog os, da angrebet på World Trade Center skete. For det skete nemlig live på tv lige foran øjnene af os.

Tilbage i 2001 gik jeg stadig i folkeskole. Der var ingen sociale medier dengang, så jeg fordrev blandt andet tiden med at læse bøger og ungdomsblade som f.eks. Bravo, Popcorn, Girls og Vi Unge. Der var heller ingen streamingstjenester til, så biograferne kunne stadig trække store folkemængder ind for at se film som f.eks. 'Ocean's Eleven', 'Shrek' og 'Harry Potter og De Vises Sten'. Samme år slog Shakira også internationalt igennem med megahittet 'Whenever, Wherever', Sophie Ellis-Bextor begik 'Murder On The Dancefloor' og Christina Aguilera og Co. genindspillede med stor succes en lækker fræk version af 'Lady Marmalade' til filmen 'Moulin Rouge'. Verden var stor, men ikke stor nok til at jeg på daværende tidspunkt interesserede mig for, hvad der foregik af interne stridigheder og politik derude. Jeg boede jo i den trygge lille andedam, Danmark, og det mest voldsomme jeg havde hørt om herhjemme, havde nok været om Peter Lundin samt om den store nordiske rockerkrig, som sluttede i 1997.

Men dén tirsdag i september 2001 var jeg lige kommet hjem fra en ganske normal skoledag. Jeg havde tændt for tv'et inde på mit værelse, og det kørte derfor i baggrunden, da min far kom hjem fra arbejde og kom ind for at høre om, hvordan min dag havde været. Mens vi snakkede, så jeg pludselig nogle helt vilde og forfærdelige billeder udspille sig på direkte tv, der var gået i 'breaking news'. Det ene tvillingetårn brændte pga af et flystyrt. Men ret hurtigt udviklede situationen sig, da endnu et fly bragede direkte ind i det andet tvillingetårn. Dér vidste jeg med det samme (ligesom alle andre nok gjorde) at der ikke længere var tale om et uheld. Jeg var derfor i chok. Jeg kunne dårligt tro, hvad jeg lige havde set. Hvad foregik der?

Jeg husker at min far satte sig ved siden af mig og sagde "Det er alvorligt, dét her". Vi sad begge tavse, mens min hjerne prøvede at finde ud af, hvad det dog gik ud på? Hvem ville med vilje flyve fly ind i de tårne og hvorfor? Jeg forstod det simpelthen ikke. 

Men det var her at ordet 'terror' for første gang sådan rigtigt indtrådte i mit ordforråd og bevidsthed - for det var jo, hvad der var tale om. Men alligevel... hvorfor?

56 minutter senere styrtede det første tvilligetårn sammen. Jeg sad lamslået nogle øjeblikke uden at trække vejret, hvorefter jeg bare begyndte at græde stille. 

Jeg husker at min far sagde noget i retning af "Det her er historie, der skrives lige nu. Verden vil tale om dette her i mange år fremadrettet, og din generation kommer aldrig til at glemme det". 

Her næsten 20 år senere, kan jeg konstatere, at min far fik ret. Jeg får også stadig en sær sitren i kroppen hver gang jeg bliver mindet om 9/11. Dagen, hvor jeg så et stykke verdenshistorie blive skrevet. Dagen, hvor horrible livsscener foregik uden censur. Livsscener af folk i rædsel, flygtende ud i gaderne dækket i tyk støv. Livsscener af folk, der hoppede ud af tårnene og ned i den visse død. Det var skrækkeligt. Stakkels mennesker. 

Jeg tror mit liv og opfattelse af verden ændrede sig dén dag. Derfor valgte jeg også i 2007 at besøge Memorial & Museum i New York. Det var en meget stærk oplevelse. For jeg kunne levende forstille mig de to mastodonter, der havde tårnet sig op på den smalle plads. Men derved kunne jeg også forstå de enorme rystelser, jeg havde set på tv, da tårnene kollapsede. Jeg husker ikke, hvor lang tid jeg brugte på mindepladsen, for tidensfornemmelsen forsvandt ligesom bare. Jeg blev suget ind i fortiden og dens skrækkelige livebilleder på tv, der udspillede sig for mit indre øje. Jeg fældede også et par tårer, da jeg så de mange laminerede tegninger og breve fra de børn, der havde mistet én, som de havde kær. "I remember riding on my daddy's shoulders", stod der blandt andet på ét af dem. 


Selvom selve stedet rummede en fredfyldt og rolig atmosfære midt i den summende metropol, så føltes det alligevel som om at jeg kunne fornemme, hvilken rædsel og panik der havde udspillet sig dér 6 år tidligere. Hvilket afsavn tusindvis af familier stadig sad tilbage med. Altsammen samlet på dette ene sted.

Her næsten 20 år senere ved vi allesammen kun alt for godt, hvad 9/11 handlede om, og hvorfor det skete. Vi har vænnet os til at terrorisme er noget, der kan ske overalt og til hver en tid. Vi har lært at leve med frygten.


Man kan mene meget frem og tilbage. Om at der findes større ondskab, mennesketab, krige, skyld, skam og så videre. Men for mig var det ikke bare et angreb på nogle bygninger, uskyldige mennesker og USA. 9/11 var et angreb på alle os i den "frie verden". Planlagt og udført af nogen, som ikke ønsker at vi beholder vores frihed og rettigheder. De er desværre stadig derude og de har stadig planer om at ramme os. Helst når vi mindst venter det.

Derfor vil jeg i dag dedikere mit indlæg til mindet om 9/11, da det er vigtigt at vi stadig bekæmper de mennesker, der ikke ønsker os andre det godt.

Så gå med fred, og vær god ved dig selv og andre!

fredag den 3. juli 2020

Hyggehunden er borte


Min højtelskede hyggehund er død. 

Det skete sidste år, men jeg har simpelthen ikke kunnet forholde mig til at skrive om det før nu. Det har været for voldsom en sorg indeni mig, som også har været for tæt på til at jeg kunne rumme det. Og jeg har stadig svært ved at rumme det. Jeg fatter ikke at han ikke er her mere. 

Hyggehunden troede at vi var kærester, og for at være helt ærlig; så er han sq den bedste kæreste jeg har haft. Han var altid glad for at se mig og vi skændtes aldrig. Han var mig aldrig utro eller sladrede bag min ryg. Og så elskede han at hygge!
Han elskede også at være med mig hvor end jeg gik og det ledte til at jeg havde ham med til alt muligt, som stadig kan sætte et smil på mine læber ved mindet derved. 
Han var f. eks. engang med på date, men også med til julefrokost hos mit værdsatte Nive Crew. Han var med på strandtur, istur, picnictur, cykeltur og til spilaftner. Han elskede Sigge og syntes han var noget af det sødeste, han havde set i hele verden. Sigge var dog vist ikke overbevist om det samme.

Nogen vil sikkert mene, at det er pløk åndssvagt at være så glad for et kæledyr. Men det vil jeg ski'e et stykke. For jeg ER bare typen, der binder mig. Og hvis der er nogen, som ikke svigter én, så er det dyr! Mennesker derimod er en helt anden sag. Der kan man aldrig vide sig sikker, og der er ingen garantier for deres kærlighed eller loyalitet. Derfor kan jeg faktisk meget bedre lide dyr end mennesker. 

Med Hyggehunden var det kærlighed ved første blik, som man siger. Der var ingen betænkningstid, og alle vidste det. Det skete på en virkelig hed sommerdag, hvor hverken han eller jeg vidste at vi skulle mødes. Allerede vores første gåtur sammen var fantastisk. 

Hyggehunden var generelt stolt, når vi gik ture sammen, og jeg var også rigtig stolt af ham. For han gøede ikke af alt og alle og han sked heller ikke hvor som helst. Nej, det forgik altid godt gemt under en busk. Han fik også altid lov til at snuse til næsten alt, da han jo også skulle have noget ud af turen. For hunde går nemlig turen med næsen. Derfor hader jeg også at se, når folk hiver og trækker i deres hunde, fordi de tror at det kun handler om at besørge. Ignoranter altså!

Jeg græder stadig indimellem over tabet af Hyggehunden. Men sådan skal det også være. For han var virkelig en speciel hund, og han var mig hjertens kær. Hvor har vi dog gået mange gode ture, haft mange fine snakke og nydt dejlige solstriber sammen.

Sov sødt, lille ven, du står stadig mit hjerte nær og er savnet.

lørdag den 14. marts 2020

Det' en pandemi!

COROOONAAA! COROONAA! CORONA, BLEV DER SAGT!

Ak ja, Covid-19 er over os og hele verden med for den sags skyld. Konsekvenserne er på nuværende tidspunkt uoverskuelige og der hersker stadig en diskussion om, hvorvidt det bare er det rene hysteri. Det er det muligvis. Men alternativet er at lade virussen hærge som pesten f.eks. gjorde det i middelalderen, og dermed lade det være op til 'survival of the fittest'. Så får vi selvfølgelig reduceret gevaldigt i "ældrebyrden", men helt ærligt; er det ikke nærmest en nazistisk tankegang at tænke sådan? Og hvis vi alligevel er så ligeglade med de "svage", hvorfor har vi så overhovedet et velfærdssamfund, hvor vi f.eks. også kurerer kræftsyge osv?
Det er egentlig ikke mig selv, jeg er nervøs for. Jeg skal nok overleve - og hvis ikke, så er det også helt okay med mig. Så får jeg da fred. Men det er så nemt at være kålhøgen, når man ikke selv er i risikogruppen. Det er dog altså rigtige mennesker, vi taler om. Derfor ejer jeg også så megen empati og ansvarsfølelse overfor andre mennesker, at det står mig soleklart at blive hjemme og se tiden an.
Jeg forstår godt at det er træls, fordi det her griber ind i hverdagens glæder og trivialiteter. Men hvis nu de fleste danskere havde tænkt som jeg i stedet for at råbe "hysteri" og rejse direkte ned til virussens europæiske epicenter, ja så havde vi slet ikke stået i landets nuværende krise-situation. Men det var åbenbart magtpåliggende for mange danskere at rejse derned, således at vi kunne få virussen til Danmark med expresfart. Nu har vi så katastrofen, som vi kun har set toppen af isbjerget på. En skiferie til få tusinde kroner per næse, kommer nu til at koste samfundet og erhvervslivet milliarder af kroner på kryds og tværs - var det virkelig det værd? Ja, jeg synes jeg i hvert fald ikke. Jeg synes tværtimod, at de selvsamme mange danskere burde have udvist samfundssind allerede dengang.
Regeringen burde have forbudt rejser til hhv. Østrig og Norditalien samt scannet alle indrejsende i lufthavnen. Så kunne vi have holdt denne her pandemi i udstrakt arm uden at lukke Danmark ned. Men Regeringen havde tiltro til mine dumme medborgere, og det var en stor fejl. For mine dumme medborgere opførte sig som de rene egoister, fordi de jo "havde et godt helbred og dermed ikke var i risikozonen". Nu bliver det så bare spændende at se, om de også har en god økonomi? For det her kommer til at ramme hele landet på enten den ene eller anden led. Firmaer må lukke eller fyre ansatte og de offentlige midler til velfærdssamfundet og grøn omstilling vil forsvinde, fordi de i stedet skal pumpes ud i hjælpepakker til erhvervslivet. Det kan ende med at skatten i sidste ende må stige for at få det hele til at hænge bare lidt sammen. Ja, listen af konsekvenser er alen lang, og det er kun begyndelsen! Det er selvfølgelig sat helt på spidsen. Men for mig at se, så er sammenhængen mellem det hastigt nedlukkede Danmark og skirejserne sydpå meget tydelig.

Men vi danskere har jo ikke skabt Covid-19, tænker du måske. Nej, det har kineserne, og for den sags skyld, så kunne jeg godt mistænke Kina for igennem forskningscenteret for Smitsomme Sygdomme (som ligger i Wuhan) at have spredt virussen med vilje. For menneskeliv betyder intet ovre i store Kina.  Men hvem ved. Jeg kender ikke svaret, men jeg tager dog det her alvorligt, da jeg ikke har travlt med at udfordre skæbnen. Jeg har heller ikke travlt med at hamstre medicin, dåsemad og toiletpapir. Jeg er faktisk mildest talt målløs over flere danskeres opførsel og argumentation for at være ligeglade med alle andre end dem selv. Det er hovedrystende, hvor mange tosser der er til samt at det faktisk også er dem, som jeg deler den her "båd" med. Det har faktisk resulteret i, at jeg er hoppet af Fjæsen. Jeg orker simplethen ikke alle de vanvittige menneskers adfærd og holdninger i mit liv. Dog er jeg nogle gange nødt til lige at vende tilbage for en kort stund, så jeg kan være opdateret om netværket. Men det føles vitterlig som at røre ved en varm kogeplade. Facebook er nederen!

Jeg har i noget tid heller ikke haft ligeså meget overskud til at få mine tanker griflet ned. Men eftersom at jeg nu er sendt hjem - ligesom så mange andre danskere - så har jeg jo tiden til det.
Jeg har også planer om at få ryddet op i alle de ting, som jeg ikke orker til hverdag. Mest fordi de ting er et større projekt, end hvad der lige tager en enkelt eftermiddag. Men det skal nok blive godt.
Egenlig ville jeg også gerne i gang med mine planter og på den måde byde foråret velkommen. Men foråret lader desværre lidt vente på sig. Så det bliver der vist ikke så meget af endnu. Men så kan jeg jo med god samvittighed fordrive tiden med Netflix og gaming. Ja listen er faktisk lang over, hvad jeg kunne give mig til, men det vil jeg ikke kede jer med.

Noget jeg dog ikke skal deltage i lige pt er kulturelle arrangementer eller Lagerfabrikkens forårsfest. Det havde jeg ellers glædet mig sådan til. Men sådan må det jo være i disse tider. Selv Dronningen har måttet aflyse sin fødselsdag. Det var ikke sket i Fernandos tid.

Pas nu på jer selv - og lad nu ikke dumheden løbe af med jer! Vi ses på den anden side ;o)

søndag den 5. januar 2020

Endnu en podcast

Jeg har æren af at deltage i endnu en podcast, og denne gang i mere professionelt regi. Jeg er nemlig blevet vært på den del af APPETIZE PODCAST, som skal indeholde interview med kendte kunstnere. Første afsnit er allerede ude, og handler om hvordan det er at være anmelder samt at interviewe de kendte. Jeg kunne sagtens have fortalt meget mere, men der er et timelimit på udsendelserne.

Lyt eller se med her!

fredag den 6. december 2019

Nummer 150

Silkeborg, 2007.
København, 2019.
Jeg startede med at blogge tilbage i efteråret 2007, hvor jeg boede i Silkeborg og til tider følte mig lidt ensom. Jeg var flyttet dertil med min daværende kæreste pga hans arbejde. Men han begravede sig efterfølgende kun i sit arbejde, og vi gled mere og mere fra hinanden. Det viste sig, at han havde nogle personlige issues, som kom op til overfladen, da han flyttede hjemmefra, og dem var jeg så åbenbart lidt i vejen for at han kunne håndtere. Så han endte med en dag at smide mig ud på gaden uden videre, for at han selv kunne komme videre. Så der stod jeg så med mine flyttekasser hjemme på forældrenes adresse og måtte starte forfra. Men det er jo bare en del af fortiden nu, og jeg har blogget om stort og småt sidenhen. De sociale medier har også vokset sig gigantiske siden dengang, og internettet er blevet et sted, hvor man skal tænke sig mere om end man gjorde dengang tilbage i 2007.
Dengang skrev jeg i ét af mine første indlæg for eksempel om, at jeg syntes det var skæmmende med den voksende vold osv. Siden har jeg jo så haft 10 års jubilæum, og min frisure har ændret sig lidt. Et par rynker er nok også kommet til hist og her, men jeg er åbenbart stadig glad for iklæde mig en rød bluse.

Nu skriver vi så snart 2020, og det glæder jeg mig personligt til af flere årsager, som jeg desværre ikke vil afsløre her. Måske senere. For der er masser af spændende projekter i støbeskeen.
Jeg vil i al fald prøve at få udgivet lidt flere indlæg her på bloggen, når jeg har noget på hjerte - og ellers må I efterspørge det ;)


fredag den 15. november 2019

#TeamGreta

Alle ved efterhånden, hvem Greta Thunberg er. Alle har efterhånden også en mening om hende.
Man er oftest enten for eller imod hende. Personligt var jeg i starten sådan lidt midt imellem, men lod mig så efterhånden farve af andres holdning til hende. Nok mest fordi jeg egentlig ikke rigtigt gad at sætte mig ind i, hvad der foregik. Det var jo bare en eller anden ung svensk pige ved navn Greta, som råbte op i medierne. Det ville sikkert hurtigt gå over. Men det gjorde det ikke.

For pludselig en dag i september sad Greta i en magenta-farvet tunika til UN Climate Action Summit 2019 i New York, og udtrykte sin frustration over de mange politikkere, som i alt for mange år har hyldet forbrugsfestens kapitalisme i stedet for at tage ansvar for vor klodes vej mod sin egen undergang.
Derefter kan det nok være at flere voksne fik kaffen galt i halsen og tordnede over dette hersens "pigebarn" ud i mediedomstolens spytbakke. For hvad pokker bildte hun sig egentlig ind sådan at ødelægge den gode stemning og kræve handling og ansvar af de voksne? Hvad vidste hun egentlig om noget, og hvordan kunne hun overhovedet tillade sig at kritisere, når nu hun ikke selv stod med den perfekte løsning i hånden. Og nå ja, så var hun jo faktisk "kun" et barn og tilmed et barn med en diagnose - hvilket jo gør at man per automatik åbenbart er frataget både ytringsfrihed og hjerne. Ja, det var pludselig også synd for hende, og en skam at hendes forældre lod hende udstille sig sådan på den måde.

Men det var faktisk netop lige dér, at jeg meldte mig på #TeamGreta!
For når så mange "voksne mennesker" kunne råbe så højt op og lukke øjnene for sund fornuft vedrørende vores Moder Jord, så måtte Greta jo have fat i noget af det rigtige. (Og at Trump meldte sig ind i modstanden mod hende gjorde mig kun endnu mere sikker.) Jeg æder på ingen måde alt, hvad Greta siger, råt. Men jeg er faktisk bedøvende ligeglad med om hun så laver sin næste tv-optræden om til et dragshow med hunde-kor, bastskørt og piratfisk. For essensen i selve budskabet er og bliver det vigtigste! Og så længe at dét kan få såkaldte "voksne mennesker" til at mobbe og verdensledere til at ryste i bukserne, så tror jeg vitterlig bare, at hun skal blive ved.

Kort sagt; jeg er bedøvende ligeglad med, hvor meget spin der er puttet ind i "Greta-maskinen", og hvor mange mennesker der står i kulissen og hjælper hende. Det vil jeg faktisk skide et flot stykke, for hovedsagen er at Greta har ret! Vi har allesammen et ansvar, som vi i alt for mange år har negligeret og nu kan det kun gå for langsomt med at vende skuden. Bevares, jeg kan da helt personligt være ligeglad og bare nyde at temperaturen stiger år for år. For jeg er jo død og borte for længst, når jorden en dag bukker under. Men hvad med mine børn og deres børn og alle fremtidige generationer? Kan vi virkelig være bekendt at efterlade dem en så ødelagt jordklode?
Om et par hundrede år så vil vi blive husket som dén generation af mennesker, der var med til at ødelægge hele jordkloden allermest med vores miljøforurening og masseødelæggelsesvåben. Ingen i mands minde har været mere udslettende for vor Moder Jord. Ja vi burde faktisk udrydde os selv - men det kan selvfølgelig også være at vi gør med alle de tosser der sidder ved magten og knappen til masseødelæggelsesvåben. Det er nogle gange svært at fatte, at vi er så intelligente og alligevel så dumme.

Jeg er hverken fanatisk eller miljøaktivist. Men jeg forsøger dog heller ikke at vinde titlen som årets mest bad-ass miljøsvin. Medierne skriver om at børn føler angst, når vi taler klimakrise. But guess what; det gjorde jeg altså også, da jeg i tredje klasse hørte om det. Dengang følte jeg, at vi da måtte gøre noget! Men jeg følte mig også ret hurtigt magtesløs og overladt til at følge strømmen og acceptere verdens skæbne - fordi ingen åbenbart sådan rigtigt gad at bekymre sig om den. Indtil nu tilsyneladende... Så derfor er jeg glad for at Greta gider at tage én for holdet og stille sig op og råbe i skudlinien, når nu jeg hverken selv turde eller gad at vie min ungdom til det. Og Greta skal bare blive ved med at råbe op og ødelægge den dårlige stemning som en irriterende flue. For på den måde holder hun os til ilden, som man siger. Hvis hun stopper nu, så vender alt bare tilbage til det gamle, fordi det jo er den nemmeste og mest behagelige løsning lige her og nu.
Men hvis vi virkelig vil have klimaløsninger, så ved vi jo alle også godt, hvor vi kan begynde at hente information henne - nemlig hos forskerne og eksperterne, som har forsøgt at råbe os op i årevis! (Hvilket Greta desuden også så ofte påpeger i sine taler.)
Der er mange tiltag, som vi kan deltage i, og jeg prøver i al fald ikke bevidst at svine ved f.eks. bare at smide mit affald hvor som helst, eller smide brugbare ting ud for blot at kunne købe nogle nye. Men det er helt klart en opgave for hele verden, som vi alle skal løfte i flok. Og der kan jeg da sagtens mærke harmen, når andre lande og verdensdele bare fortsætter svinefesten ufortrødent. Så kan man godt føle sig lidt som en idiot. Tingene skal jo også give mening. Men vi skal uden tvivl i den retning!

Selvfølgelig har det her mediecirkus en psykisk effekt på Greta. Hun er jo trods alt bare et menneske! Men netop derfor er det altså også så tankevækkende, at hendes kritikkere hellere vil bruge deres krudt og tid på at sable hende ned i stedet for at kigge hen imod løsninger på selve problemet. Jeg har heller ikke selv løsningen på dette store verdensproblem. Men første skridt er da i al fald at anerkende problemet i stedet for at hakke ned på dem, som beder én om at tage ansvar. Og derfor er jeg som sagt på #TeamGreta.

torsdag den 12. september 2019

Lidt hurtige griflerier

Der er sket en del siden jeg bloggede her på siden sidst. Flere indlæg ligger faktisk og venter på at blive færdiggjort. Men de må lige vente lidt endnu. For nu grifler jeg bare lige hurtigt det her indlæg sammen, så jeg kan få blogget om et par ting, som jeg har lyst til at fortælle jer lidt om.

For udover jeg går rundt og overvejer, om jeg er typen der kunne have et vinkøleskab stående inde på kontoret? Eller om jeg skulle skrive en bog om livet i tyverne? Eller om jeg rent faktisk går rundt og bliver lidt for trivelig*, så har jeg faktisk netop lige set tv-serien 'Undskyld, Norge' færdig. Det er en genial mockumentary med Casper Christensen i hovedrollen, som leverer Casper fra 'Klovn' for fuld udblæsning med det vildeste plot, der bare stikker mere og mere af for hvert afsnit. Jeg så de otte afsnit på blot to aftner, og det var både for meget og for fedt på én gang! Det bliver nemlig mere og mere tåkrummende for hvert afsnit, og er ligeså spækket med sjove replikker og indfald som i 'Klovn'. Så til alle 'Klovn'-fans vil jeg klart anbefale denne serie, som kan ses på TV3 og Viaplay.

Men inden jeg begyndte på 'Undskyld, Norge', så jeg begge sæsoner af true crime-serien 'Mindhunter' færdig. En helt anden boldgade, men stadig en tv-serie, som greb mig uden lige. Jeg var simpelthen nødt til at se et par afsnit hver aften. Jeg syntes egentlig, at den var lidt svær at komme i gang med. Men da først jeg havde set et par afsnit var jeg hooked. Serien handler om, hvordan FBI begyndte at lave gerningsmandsprofilering baseret på at tale med og studere amerikanske seriemordere inde i fængslet. Jeg håber at der også kommer en sæson 3, men det bliver allertidligst om et år, hvis overhovedet.

For et par uger siden var jeg med APPETIZE til 'Vi Elsker 90'erne', hvilket var en virkelig fed oplevelse! Ikke mindst fordi vi kunne stå i pressegraven på første række og se det hele i forbindelse med at vi skulle optage redaktionelt materiale dernede fra. Folk blev også mere fulde og overgearede som aftenen skred frem, hvilket resulterede i at nogle begyndte at gribe ud efter én, når man gik forbi med kameraet. Men der var vagterne virkelig på dupperne, når det gjaldt, og det var således en helt tryg oplevelse.
Selvom jeg normalt er backstage til andre events, så var denne gang alligevel lidt speciel. For der var lidt mere diva og drama end jeg normalt lige er vant til - men jeg nævner ingen navne.
Men hold nu op hvor var det en varm dag! Det var kalenderårets sidste officielle sommerdag, men det lader det beklageligvis også til at vejret mener. Lidt æv... for jeg håber faktisk stadig på at kunne få et par lune sensommerdage udenfor med en god bog under tæppet.

*Og apropos det 'trivelige', så åd Levemanden og jeg en halv Othello lagkage hver på en søndag eftermiddag. Og vi skammede os... kun lidt. For den smagte virkelig godt!

APPETIZE-video fra 'Vi Elsker 90'erne' 2019.